Børns udvikling

Små børn fødes ind i verden som umodne væsener – med en bevidsthed om sig selv, men ikke som et selvstændig jeg. I første omgang har barnet en bevidsthed der gør, at de oplever at de hører sammen med det, der er omkring dem. Mor opleves ikke som et adskilt menneske, men som en del af barnet selv. I løbet af de første år sker der en kolossal modning, bare i løbet af det første år, vokser barnets hjerne fra ca. 400 gram til ca.1 kg.

Det betyder, at barnet først og fremmest, må føle sig knyttet til en gennemgående stabil voksen, hvor det oplever, at dets basale behov for kærlighed, mad og tryghed bliver opfyldt. Der skal være nænsomhed, nærhed og omsorg i store mængder. Så barnet ikke oplever ”tilknytningssult”. 

Hvordan “ser” den vigtige tilknytning ud? 

Det lille barns tilknytning opstår i en proces, hvor der er en opmærksom voksen hos barnet, som ser dets behov og som har en dyb og inderlig interesse i barnet. En voksen, som tænker: ”hvem er du min lille ven, som er landet her hos mig og som har vendt op og ned på hele mit liv og sat alle mine følelser i svingninger”. En voksen, som også bliver dybt frustreret og har lyst til at løbe skrigende hjemmefra, fordi alting er for meget, og som bare trænger til fred og ro og til at få sovet en hel nat. Altså, med andre ord: en helt almindelig forælder.

Her bliver det vigtigt for din relation til barnet og barnets udvikling, at du som forældre ikke kommer til at give barnet ansvaret for dine følelser. Det er den første og vigtigste erkendelse som forældre; at dine følelser er dit ansvar. 

Og ja, du kan blive overrumplet over dig selv og situationen. Du kan få brug for andre i samme situation, hvor du kan lufte, hvor svært og fantastisk det hele er. 

Du kan blive en del klogere på dig selv, og du kan finde ind til et punkt inde i dit hjerte, hvor der er ro og plads. Ro og rummelighed til at holde om barnet, når det har brug for dig. Ro til at sørge for, at du selv finder din egen ro, som kan bære dig igennem de svære situationer, hvor du oplever kaos og hvor du måske bliver overvældet af afmagt, skyld eller træthed. 

Ud fra denne trygge favn og rummelighed hos en voksen, der har et ønske om at være i ægte nærvær, kan barnet begynde at opleve og lære hvad omverdenen er for en størrelse.

Så det er her, det vigtige spørgsmål rejser sig: Hvordan kan jeg finde ind til det sted inde i mig selv, hvorfra jeg kan give barnet denne tryghed og ro, trods kaos og dårlig nattesøvn. Og tro mig, det er de færreste der bare kan det. Det er en læreproces, som du kan give dig selv lov til at være i. 

Små børn lærer gennem tilknytning, sansning og leg 

Små børn, dvs. børn under 7 år, indlærer på en helt anden måde end nogensinde senere i livet. De lærer ikke ved intellektuel prægning, for så går det ud over den udvikling, som er vigtigst for aldersgruppen. Nemlig at lære ved hjælp af tilknytning og leg. Og hvad betyder det så?

Børn i denne aldersgruppe lærer ved, at de gør det, de helt instinktivt gør. Nemlig at sanse som aldrig senere i livet. De dufter, smager, berører, tumler i og rører ved omverdenen i et væk og derud fra får de en oplevelse af den omverden de lever i. De lever sig ind i processer og følelser i deres omverden. De oplever sammenhænge, som de forbinder sig med og som langsomt breder sig ud for dem, forståelsesmæssigt. De sanser verden og vender tilbage til den trygge favn, for at hvile og integrere oplevelserne i deres begyndende forståelse af verden. 

Denne indlæring gennem sansning og tilknytning er opstarten til den begrebsverden, vi som voksne mennesker senere agerer i – som vi bare kender og som ikke kræver mange tanker, hvis vi bare er godt funderede i os selv. 

Det kræver derimod tid og ro for børnene at sanse og efterhånden indlære nye begreber. Denne læreproces foregår bedst, hvis der ikke er for megen støj på linjen, for eksempel ved for mange sanseindtryk på én gang. Det lille barn lærer i første omgang ved oplevelse og indlevelse, senere kommer forståelsen.

Hvordan får barnet et sundt forhold til sine følelser?

Børn lærer deres emotioner at kende ved at være i dem, med alt hvad det indebærer. Som voksen kan man blive helt forpustet over den følelsesmæssige kraft, børn udtrykker sig med. Som forældre  er det vigtigt, at vi kan være der sammen med dem – og efter bedste evne rumme den kraft, der kan være i følelsesudbrud. Der kan være brug for brandslukning, ja – og for at samle op, ja. 

Det sunde barn oplever instinktivt det emotionelle udgangspunkt, og reagerer umiddelbart ud fra det. Hvis vi med vores reaktion gør barnet forkert eller bremser det i, at udtrykke følelsen, lærer det at holde sine emotioner tilbage. Men undertrykte emotioner har som følge af deres væsen kraft til at bevæge sig videre. 

Derfor skal barnet have mulighed for at udtrykke sine følelser, i al deres umiddelbarhed. Det skal den voksne kunne rumme, uanset hvad der nu måtte komme. Den voksne må hjælpe barnet til at sætte ord på, lære sig at lytte ind i følelsesudbruddet og prøve at afkode, hvad det egentlig er, der foregår. Det er barnets modning, der her er vigtig; vi ved, at det lille barn oplever i billedsprog og udtrykker sig ud fra hvordan de forstår verden. 

Børn er i stand til at have voldsomme billeder, som man som voksen kan blive forskrækket for. Den voksne kan komme til at trække en lige linje til sin egen voksenverden, og glemme at den ikke er identisk med den verden barnet oplever.

Barnets udvikling og hjernens neurologiske modenhed

Barnet modnes først omkring 5-6-årsalderen. Forstået på den måde, at først på det tidspunkt bliver barnet rent neurologisk moden til at begynde at rumme mere end én følelse eller tanke ad gangen. For eksempel, at kunne erkende at det både kan have lyst til at slå i vrede, samtidig med at det jo ikke vil gøre sin bedste ven ked af det. Indtil da er barnet i sine følelsers vold. 

Det er vores civilisations grundpille, at vi som mennesker kan være sammen med hinanden på en måde, hvor vi accepterer, at have mange følelser på spil på en gang, uden at vi kommer i affekt. 

Amygdala, er det center i hjernen, der er i aktivitet hos de små børn, dvs. krybdyrhjernen. Her er følelserne først og fremmest centreret omkring individet selv og om overlevelse.

Senere kommer barnet til at kunne forvalte sine følelserne i præfrontale cortex, dvs. have en begyndende forståelse, for hvad der sker i det og ikke kun være underlagt dynamikken i et følelsesudbrud. Men førskolebarnet oplever verden med udgangspunkt i en følelsesmæssig centrering om egen overlevelse.

Indtil da hjælper det som forældre ikke at forklare, eller skælde barnet ud. Det eneste der som voksen er at gøre, når barnet er frustreret, vred eller sønderknust, er at være sammen med det i frustrationen og rumme det, når de græder overgivelsens tårer. Som en rolig og tryg voksen, barnet kan læne sig ind i og en voksen, som måske kan sige: ”Jeg kan godt se at det er rigtig hårdt lige nu, at du ikke må slå din lillebror, når han nu har taget den bil du også vil lege med, men det er sådan det er”. 

Det er godt for barnet at græde over det, for at møde afmagten, og tilpasse sig omstændighederne. er en del af den proces det er i. Det er det lille barns forstadie til at forstå og mærke at de andre børn og voksne omkring det også er mennesker, adskilt fra én selv. Det er den proces der er vigtig lige nu. 

Følelsesmæssig katharsis er rensende

Der er lavet undersøgelser på vredestårer, og det viser sig, at der er toxiner i tårerne, der er i stand til at dræbe en mus. Det vil sige, at der sker en lille form for forgiftning, hvis barnet ikke får lov at græde de forløsende tårer, hvor det overgiver sig til omstændighederne. Barnet bliver herigennem i stand til at regulere sine følelser. 

Det lille barn er altså i følelsernes vold. Men ved at du som forældre kan rumme dets udtryk for disse følelser, sætte ord på og ikke gør barnet forkert, når det udtrykker sig, så lærer barnet efterhånden at blive i stand til at sætte egne ord på og at regulere sine følelser. Og så kan barnet mærke sin vrede, sætte ord på og handle på en måde hvor lillebror også kan være i det samme rum som barnet selv er.

At give dit barn et sundt udgangspunkt 

Så følelsesmæssig forvaltning kan det lille barn altså ikke som udgangspunkt. Som udgangspunkt har førskolebarnet brug for støtte fra dig som forældre, til at udtrykke hvilken emotion, der nu bevæger det. Der møder du barnet hvor det er og støtter med dig selv og dit nærvær, den proces som barnet er i og hvor barnet har en oplevelse af sig selv. 

Det er den måde små børn lærer på, når de skal blive i det, der giver mening for dem selv og hvorfra de kan vokse og blive integrerede mennesker. Hvis du i stedet for går ind med opdragelse, forklaringer, belønninger og andre fiksfakserier, som for eksempel at sende barnet ind på værelset som straf, kommer du til at manipulere med barnet, fordi det har brug for dig, og adskillelsen er det værste der kan ske; adskillelse får de sunde processer til at stoppe. 

Barnet er afhængigt af dig og må derfor gøre som du siger, eller opgive dig og klare sig selv, men i så fald vil det stå helt uden for den sfære, hvor de kan opleve sig selv som et ligeværdigt og elsket menneske. 

Dette er ikke noget du kan forklare barnet om, det er ikke noget barnet forstår, men det er vigtigt at du forstår det, og handler efter det. Så du ved at bevare en nær kontakt til barnet, uanset hvad, støtter barnet og dermed lærer det at tage udgangspunkt i sin oplevelse af sig selv. Og det er et sundt udgangspunkt og en lykkeligere situation at være i som menneske.

Alternativet kan blive at barnet bliver forvirret, angst og usikker på, hvem det skal forsøge at gøre tilfreds. Denne usikkerhed kan for eksempel komme til udtryk senere ved barnets uddannelsesvalg og i forhold til tilværelsens krav senere i livet, som desværre kan aflæses i at mange unge i dag døjer med usikkerhed, angst og psykiske lidelser.