Vores to sønner er konstant oppe at toppes

Peter og Jannie:

Vores to sønner på 3 og 5 ender nemt i konflikter og slagsmål

Forældrene synes det er svært at finde frem til hvem af drengene der har skylden

Forældrenes bekymring

Peter og Jannie opsøgte mig, fordi deres to drenge Lukas på 5 år og Emil på 3 år, konstant var oppe og toppes. Forældrene fortalte, at alt i mellem drengene, nemt endte i konflikter og slagsmål.

Peter mente, at Lukas var så gammel, at han måtte til at lære at tage hensyn til sin lillebror, der ikke altid forstod, hvad der foregik.

Desuden var Peter af den mening, at Lukas måtte lære at sige undskyld. Jannie oplevede det som svære situationer og at hun ikke kunne finde ud af at dømme retfærdig, fordi drengene ikke kunne fortælle, hvad der helt konkret havde udløste konflikten.

Det var svært for forældrene, at de ikke kunne finde frem til hvilken af drengene, der havde skylden for balladen.

Indledende møde

Ved nærmere samtale viste det sig, at begge forældre var bekymrede for drengenes sociale evner. De tænkte med gru på den kommende skoletid og ungdomstid. De associerede de oplevelser drengene nu havde med, at de begge ville vokse op uden sociale kompetencer, hvis de ikke fik dem lært i den alder, de havde nu.

I forhold til at have en nær relation med deres drenge var begge forældre af den mening, at det var noget man kunne have, når der var fred og fordragelighed i familien.

Arbejdspunkter

Vi undersøgte først om Lukas og Emil, skulle have underliggende frustrationer. Det havde de ikke.

Det var nyt for forældrene, at den gode relation var det vigtigste at bygge på – også når der var konflikter. For børnene skulle vel ikke belønnes, når de lavede ballade.

Ved nærmere gennemgang af udviklingen, som drengene var i, i forhold til deres umodne hjerner, blev begge forældre eftertænksomme.  Som de sagde: Sådan har vi aldrig tænkt om drengene før. Forældrene tog hjem efter første session med eftertænksomme miner. Og med en opgave i forhold til, at være undersøgende i deres relationer til drengene.

På vej

Næste gang vi mødtes, var Peter og Jannie forundrede, for de havde oplevet, en anden måde, at se deres drenge på.

Det var blevet tydeligt, at det havde noget at sige i forhold til konfliktniveauet, hvor meget, de som forældre gjorde sig umage med, at være til stede og med at være kærlige i deres tilgang til drengene. De oplevede det, som om drengene var roligere.

Vi talte om, at det vigtigste for drengene er relationer. Jannie fandt det svært at være i relation med begge drenge på én gang, når der var konflikter mellem dem.

Forældrene fik det råd at stoppe konflikterne, ved at handle, evt. at skifte scene f.eks. ved at sige: Alle mand i tøjet, vi skal ud en tur. Senere, når freden har indfundet sig, kunne man kort lige forsøge, at sætte ord på de intentioner, hvert barn måtte have haft undervejs i konflikten. Peter mente stadig at en undskyldning ville være på sin plads.

Her fik vi en snak om hvorvidt, vi som forældre kan være dommere i en situation, hvor begge børn gør, det der giver mening for dem  i øjeblikket.  De har ikke en alder, hvor de er modne til at reflektere over retfærdighed og forstår ikke konceptet med at give en undskyldning. En undskyldning fra dem ville være rent mekanisk og uden følelse.  Derfor kan man godt som voksen hjælpe dem ud af konflikten. Det skal bare gøres på en måde, så ingen føler sig forkerte. F.eks. ved at sige: Det er godt nok rarest for jer to drenge, når I er gode venner.

Nye indsigter

Forældrene blev opmærksomme på, at hver af deres drenge jo havde deres helt egen oplevelse af, hvad der foregik og at det var deres udgangspunkt og virkelighed, som jo ikke altid var logisk set med voksne øjne.

Forældrene blev opmærksomme på vigtigheden af deres ansvar for relationer til drengene og at relationerne skal plejes og passes. Så de i en konflikt kan aflæse drengenes intentioner bedre og derfra hjælpe dem videre med at sætte ord på som passer med situationen. Herigennem lærer drengene med tiden selv at kunne give udtryk for deres følelser. 

Måske du også vi læse